Akupunktur

Akupunkturnåle sættes i relevante punkter rundt om på kroppen. Akupunkturpunkterne er ordnet i meridianer efter et gammelt kinesisk system, og når en nål sættes i et punkt, frigøres, dæmpes eller stimuleres energien i de meridianer, der er ude af balance. Akupunkturpunkterne hænger sammen med kroppens fascier.

Fascier er de senehinder, der er udenom musklerne. Det er det, du fjerner, når du f.eks. afpudser en dyreryg.

Den videnskabelige forklaring på akupunkturen er, at når kroppen kan mærke nålen, frigives der endorfiner  – kroppens eget morfin (hvis man giver dyret modgift til endorfinerne (naloxon), virker akupunkturen ikke). Desuden øger akupunktur aktiviteten i de nerveceller i rygmarven, som beder de andre celler om at dæmpe sig. Når de er aktiveret, vil de nerveceller, der formidler smerte blive (mere) stille, så smerten dæmpes, og spændinger løsnes.

Akupunktur kan behandle og lindre rigtig meget. Det er også brugbart til mange medicinske lidelser som allergi og astma. Forgangne heste responderer ofte rigtig godt på akupunktur, men skal selvfølgelig hjælpes på andre måder også.

 Akupunktur kan f.eks. bruges til behandling af:

  • Allergi
  • Smerter og muskelspændinger
  • Halthed
  • Rygsmerter
  • Fordøjelsesbesvær
  • Sadeltrykninger
  • Forfangenhed
  • Humørsvingninger
  • Hopper, der har svært ved at blive drægtige
  • Hysteriske hopper
  • Headshaking
  • Trigeminusneuralgi (Når 5. hjernenerve, Trigeminus, ikke fungerer ordentligt. Den sørger for, at der kommer føleindtryk fra hovedet og op til hjernen og spiller ofte en stor rolle i headshaking hos heste).

Herunder kan du se en lille film, hvor Malle får en behandling med akupunktur.