I første omgang var Hanne lidt tilbageholdende, for hendes fødder havde været gemt væk i staldstøvlerne hele dagen. Men 9 måneder tidligere havde hendes hest trådt hende på foden, og hun havde brækket en knogle i foden. Til trods for at bruddet var helet, gjorde det stadig ondt, og hun haltede og kunne ikke løbe. Og lægernes eneste bud var et gøre foden stiv, noget med skruer og plader, så vidt jeg forstod.

Så vi satte os til rette i rytterstuen, og jeg gik i gang. Det var faktisk helt rart at arbejde siddende, efter en hel dag med heste på Saxkøbing Rideklub.

Fodroden/foden (det der svarer til hasen og piben hos en hest)er sammensat af flere små, mere eller mindre firkantede knogler, som alle skal kunne bevæge sig i forhold til hinanden. Og gør de ikke det, afvikles skridtet ikke så godt, det gør ondt, og der bliver dårlig blodforsyning til og fra foden. Så begynder man at gå asymmetrisk, eller ligefrem halte. Det gælder både for mus, heste og mennesker.

Og alt væv reagerer på voldsomme begivenheder ved at trække sig sammen, og blive stift. Og nogen gange glemmer det så at slappe af igen. Derfor kan man godt have en fod der ikke fungerer, selvom bruddet for længst er helet.

Det tog mig vel 15-20 minutter, så var det væsentlige løsnet, og der var bevægelse i foden.

”Den sover ikke mere” Hanne så overrasket ud. ”og prøv at se” hun vippede med tæerne ”det her kan jeg også nu!”

”Skønt” sagde jeg og vaskede hænder. ”Lad os se hvad det giver på den lange bane”

Da jeg kom to måneder senere, for at behandle hesten, var Hanne haltfri. Kollegerne havde bemærket det dagen efter, og hun havde under meget latter fortalt, at foden havde været hos dyrlægen. Hun var også begyndt at løbe lidt.

I den slags situationer kan jeg godt få lidt tårer i øjnene, og det gjorde jeg også her. Men så begyndte jeg at tænke, og jeg synes perspektivet er skræmmende.

For man kan vel godt sige, at hendes fod blev reddet af en tilfældighed. Jeg var i stalden til hesten, hun fortalte om det, og havde mod til at tage i mod tilbuddet om hjælp.

Hvis ikke jeg havde fået foden til at bevæge sig, hvad så? Så havde hun enten levet med smerter, eller fået gjort anklen stiv, og hverken kunne løbe eller (oh skræk) ride!

Hvad havde det kostet på hendes arbejdsevne, helbred og livskvalitet? Og hvad med økonomien? Det jeg tog for at lave osteopati på hendes fod, kom ikke i nærheden af hvad en forundersøgelse ville koste, for slet ikke at tale om selve operation. De resurser kan nu blive brugt på noget andet, og tak for det.

Og jeg undrer mig. Hvorfor var der ingen læger der havde tænkt i de baner? Eller bare foreslået fysioterapi? Travlhed? Stivhed? Vanetænkning? Jeg ved det ikke. Og jeg synes jo ikke, det er raketvidenskab, at skidtet skal kunne bevæge sig.

Det er jo super nemt at pege fingre af lægerne her, men er der mere? Hvor tager vi selv skyklapper på, og vil kun se det vi er blevet oplært til?

Jeg ved godt det bliver lidt langhåret nu, men jeg synes vi alle sammen har en forpligtelse. Både til at være skeptiske, men også til at stille spørgsmål OG lytte. Og så være åbne for at der er andre løsninger end dem vi lige ser. Ikke kun som heste (eller fod) ejer, men også som professionelle.

Så hermed er opfordringen givet videre.  Prøv bare en gang i mellem at tænke i andre baner. For vi kommer kun videre, hvis vi er åbne for andre muligheder, end dem vi lige selv kan komme på. Tak for ordet og pas godt på jer selv og hestene derude.